Indvielse af den nye ridehal

Den 25.01.2018
Skrevet af Pia
Kategorier: Gymnasiet, Efterskole, Dagskole
Hits: 472

 

Mandag den 5. februar kl 13 indvies Vejlefjordskolens nye ridehal. Indvielsen markerer det festlige højdepunkt på en længere proces, der begyndte for over 2 år siden. Skolen - der rummer både børnehave og vuggestue, grundskole, efterskole og gymnasium – ligger nemlig delvist i fredet område, og at bygge nye bygninger i et fredet område er ikke sådan ligetil. Der skulle først udarbejdes en lokalplan for hele skolens areal, og derefter skulle frednings- og andre myndigheder tages i ed. Det tager alt sammen tid, men heldigvis lykkedes det at komme igennem med byggeriet, der nu står færdigt.

Vejlefjordskolens ridefaciliteter har længe været et aktiv for skolens efterskole og gymnasium. Med den nye ridehal og de tilhørende lokaler kan vi glæde os over stærkt forbedrede forhold for alle hesteinteresserede elever. Der er nemlig adskillige elever i begge afdelinger, der har valgt at gå på skolen, netop fordi de kan dyrke deres hesteinteresse. Eleverne kan endda have deres egen hest på skolen, og det er populært.

Ny HF linie med Hest som speciale

Som konsekvens af nybyggeriet har skolen desuden valgt at udbyde den nye 2-årige HF-uddannelse, hvor en af de såkaldte fagpakker har fokus på heste.

En del af den nye gymnasiereform er nemlig, at man under den 2-årige HF skal vælge en såkaldt fagpakke. Her tilbyder Vejlefjord Gymnasium bl.a. fagpakken Hest & Natur. Denne fagpakke indeholder ekstra undervisning i biologi og psykologi, og desuden er der 3 projekt/praktikperioder under uddannelsen, hvor man kan fordybe sig i sin fagpakke. Endelig er tilbud om rideundervisning også en del af pakken.

Det nye byggeri

Den nye ridehal er en rigtig fin bygning med godt naturligt lysindfald. Der ud over er der et godt stort arbejdsareal, hvor hestene kan vaskes og håndteres. Endelig er der to etager med opvarmede lokaler, øverst en stor rytterstue med balkon og i stueetagen kontorer, toiletter og depotrum.

Sammen med de smukke omgivelser – med måske Danmarks bedste udsigt – kan man ikke forestille sig en bedre ramme, hvis man er ung og hesteinteresseret.

Vi glæder os til en festlig indvielse mandag den 5. februar kl. 13, hvor vi – ud over at klippe snoren – byder på en lille opvisning med skolens heste og ryttere. Alle skolens elever deltager – og alle fra lokalområdet er velkomne.

Kontakt:

Rektor Holger Daugaard

Tlf. 75895202