3.g på Sicilien

Fra 06.04.2018 16:34 indtil 14.04.2018 18:34
Skrevet af Pia
Kategorier: Gymnasiet
Hits: 286

Vejlefjord Gymnasiums 3. g’er er netop vendt hjem fra en uges ophold i Piazza Armerina. Studieturen var sidste rejse i 3 udvekslingsrejser, hvor østrigsk, danske og sicilianske gymnasieelever beskæftigede sig med de tre landes nationale kulturer og integration af fremmede.

Ugen bød på mange spændende oplevelser, så som en tur på Europas højeste vulkan Etna, dagture til de smukke byer Taormina med det flotte romerske amfiteater, Catania og Palermo med rundvisning på Palermos flotte rådhus, og ikke mindst den gamle romerske kejservilla Villa Romana del Casale. En formiddag var også sat i poesiens tegn og udvalgte østrigske, sicilianske og danske digte med inkluderende og ekskluderende udtryk blev oplæst, præsenteret og analyseret i blandede elevgrupper.

En ting, der gjorde særlig indtryk, var interessante og tankevækkende møder med nyligt ankomne Flygtninge fra Afrika. Via Lambredusa var disse asylansøgere ankommet til Sicilien, til deres første modtagelsessted, hvor de fik kost og logi, og hvor deres sag blev behandlet.

Men hvad var egentlig højdepunkter for Vejlefjords gymnasielever?

Laura: ”Et af højdepunkterne for mig på denne udveksling har været at få en autentisk oplevelse af den sicilianske kultur ved at bo i en siciliansk familie. Jeg oplevede mange kulturforskelle, hvilket har været virkelig spændende og lærerigt. Jeg nåede at få et godt og helt særligt venskab med min sicilianske udvekslingsven og familien tog hjerteligt imod mig. Mødet med immigranterne har også været med til at give mig større forståelse for deres situation og oplevelse af det at immigrere og være nødt til at forlade deres land.”

Mikkel: ”Taormina var rigtig pæn med en rigtig flot udsigt. Også Katedralen i Palermo var flot. Emigrationscenteret i Piazza Armerina var også et højdepunkt. Der var en rigtig god stemning, hvilket man særligt kunne mærke under samtalerne om integration og da vi dansede sammen til sidst.” Laura:  ”Ja det var en særlig oplevelse at kunne gøre noget sammen, som en samlet gruppe, selvom vi alle havde vidt forskellige baggrunde og ikke nødvendigvis kunne snakke sammen. ”

Josefine:  ”Vores ankomst til Sicilien var det første, og nok også det bedste højdepunkt for mig, idet min værtsfamilie mødte mig med kys og åbne arme, pizza og en hel familie, der var spændte på at hilse på mig. Under hele turen var det også meget interessant at opleve og udforske, hvordan man kan kommunikere med hinanden – både med italienerne og med de immigranter vi mødte - selvom man ikke nødvendigvis taler samme sprog. Jeg sætter stor pris på de relationer jeg har fået, og jeg er meget taknemmelig for at jeg har fået mig et andet hjem på Sicilien.”

Nu er Vejlefjord Gymnasiums Erasmus+gruppe hjemme igen, og nye oplevelser venter lige om hjørnet, ikke mindst det årlige traditionsrige gallashow, der afholdes med pomp og pragt lørdag den 21.4..

 

Her er programmet fra turen:

Fredag morgen - afgang med bus kl. 7.15 mod Billund, mellemlanding i Amsterdam og Rom, vi ankom med en minibus mellem kl. 22 og 22.30 i Piazza Armerina (den by hvor skolerne ligger i), hvor vi hver især blev hentet af vores familier.


Lørdag morgen skulle vi mødes på skolen kl. 9. Efter en velkomst med bl.a. musiske indslag lavede vi gruppearbejde i nationalitetsblandede om digte. Hver gruppe blev tildelt at finde et digt fra enten DK, Østrig eller Italien, som skulle være enten inkluderende eller ekskluderende og skulle kunne relateres til immigration. Efter noget frokost kl. 13.30 havde vi fri resten af dagen.
De fleste tog rundt i mindre grupper og så de byer, vi bor i. Hen på aftenen (ved 22-tiden var vi en større gruppe fra projektet som mødtes i byen (Piazza armerina) og hyggede os der.

Søndag var en fridag med familierne, så der lavede vi forskellige ting. Kevin og jeg var i kirke med vores om formiddagen. Om eftermiddagen tog vi alle ud til en slags outlet gågade som lå en halv time fra Piazza, hvor vi blev resten af dagen.

Mandag morgen tog vi til Palermo, som er Siciliens største by. Lang køretur. Meget smuk, ved havet. Vi så rådhuset (?). Fra kl. 12 havde vi fri og kunne se byen på egen hånd. Man kunne spise frokost, gå i butikker og boder, spise is, gå en tur til vandet. Vi kom tilbage med bussen ca. kl. 21 til Piazza. Derefter tog De fleste hjem til deres familier. Vi havde smukt vejr og solskin.

Tirsdag ved 10-tiden mødtes vi ved et sted som modtager flygtninge, hvor vi lavede forskellige interaktive ting med dem. Vi blev fortalt lidt om flygtningemodtagelse på i Italien, bagefter skulle vi skrive ord ned som vi associerede med integration i grupper med blandede nationaliteter. Vi dansede sammen, snakkede og spiste italienske kager.
Omkring 12.30 fik vi fri i nogle timer. Nogle tog hjem for at spise, mens andre blev inde i byen. Kl. 15 tog vi ud og så mosaikker fra omkring 300-400  e.kr. Meget smukt og imponerende. Vi kom tilbage til Piazza kl. 17.30. Vi danskere gik en tur i byen, i nogle butikker og mødtes en time senere for at spise aftensmad sammen. Super hyggeligt! Vi grinede utrolig meget. Ved 21-tiden gik vi sammen over for at finde vores italienerne som spiste sammen et andet sted. Vi gik sammen over på en café/bar, hvor vi blev og hang ud, hvorefter folk tog hjem.

Onsdag tog vi bussen til Etna, østrigerne tog til toppen og vi gik et stykke op. Det var hårdt og blæsende, men smukt. Bagefter kørte vi til
Tourmina, hvor vi så et græsk, antikt amfiteater. Resten af eftermiddagen gik vi rundt i byen i de smukke, gamle gader, i små butikker. Spiste is, nød den smukke udsigt. Vi kørte hjem kl. 19 og var tilbage to timer senere, hvorefter folk drog hver til sit.

Torsdag morgen mødtes vi i Piazza i et smukt, gammelt teater. Vi kørte derfra med et lille tog igennem byen og så forskellige særlige dele af byen (katedralen, gamle fornemme bygning). Bagefter tog vi tilbage til teateret, hvor vi hørte et oplæg om immigration med fokus på inklusion og eksklusion - forskellige immigranter fortalte om deres oplevelser. Ved middagstid gik vi fri nogle timer. Omkring kl. 16 mødtes vi i Aidonne, hvor vi var på et arkæologisk museum med fund og skulpturer fra området og derefter så morgantina - ruinerne fra en gammel græsk by fra omkring 3. Århundrede f.kr. Ved 18 tiden fik vi fri og havde aftenen med familien og venner.

Fredag morgen mødtes vi kl. 8.30 ved busstationen i Piazza og begav os hjem. Vi er i Billund i aften kl. 22.45

Laura Sandberg