GenereltLectio

Vedtægter for den selvejende undervisningsinstitution

VEJLEFJORDSKOLENs

Børnehave og vuggestue, grundskole, efterskole, gymnasium, HF, samt

studieforberedende HF-enkeltfagsundervisning for voksne

 

 1. Hjemsted, formål og værdigrundlag

Stk. 1. Vejlefjordskolen er en uafhængig og selvejende undervisningsinstitution.

Stk. 2. Institutionen er oprettet i 1890 af Syvende Dags Adventistkirken og har hjemsted i Hedensted kommune. Adressen er: Vejlefjordskolen, Vejlefjordskolen 15, 8721 Daugård. CVR-nummer: 44388618.

Stk. 3. Institutionens formål er at drive efterskole, grundskole, gymnasium, HF og studieforberedende HF-enkeltfagsundervisning med tilknyttet kostafdeling inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler, private gymnasier og HF samt studieforberedende HF-enkeltfagsundervisning for voksne på en måde, som er forenelig med Syvende Dags Adventistkirkens kristendomsopfattelse og uddannelsesprofil. Der henvises tillige til lov om friskoler og private grundskoler m.v. Der drives endvidere en privat børnehave og vuggestue i henhold til Lov om Social Service § 11A.

Stk. 4. Vejlefjordskolens værdigrundlag udtrykkes i institutionens logo ved de tre H’er: Hjerte, Hånd, Hoved, som omfatter uddannelsen af hele mennesket: åndeligt, socialt, fysisk og fagligt.

Hjertet står for den kristne tro, baseret på Bibelen. Mennesket ses som en del af Guds skaberværk og har uendelig stor værdi. Vi har alle ansvar for hinanden og for naturen. Det er skolens mål at hjælpe alle børn/elever til i fællesskab med andre at udvikle sine evner fuldt ud, og at alle føler sig værdsat. Vi ønsker at alle bliver i stand til at indgå i et demokratisk og globaliseret samfund. Vi vægter frihed, lighed og tolerance højt.

Hånden udtrykker, at vi vægter at udfordre alle fysisk, kreativt og musikalsk i gode fysiske rammer. Naturen omkring os udnyttes optimalt. Alle kostelever deltager dagligt i praktisk arbejde og lærer at praktisere sund livsstil.

Hovedet står for uddannelsen af de intellektuelle færdigheder. Vi ønsker et højt fagligt niveau med et differentieret hensyn til den enkelte. Vi ønsker via faglig og personlig udfordring, at skabe lyst til fortsat udvikling. Det er vores mål at skabe et udviklende pædagogisk læringsmiljø, hvor voksne er rollemodeller og medspillere. 

 

2. Forældrekreds og skolekreds

Stk. 1 Forældrekredsen består af forældre til elever og børn på skolen. Forældrenes rettigheder i medfør af ”Lov om friskoler og private grundskoler mv.” og denne vedtægt tilkommer den eller de personer, der har forældremyndighed over eleven eller har barnet i et offentligt anerkendt plejeforhold. Forældre bibeholder deres rettigheder også efter at eleven er blevet personligt myndig, medmindre den myndige elev ikke ønsker forældrenes rettigheder bibeholdt. Valg af tilsynsførende foretages alene af og blandt kredsen af forældre til elever i grundskolen.

Stk.2. Skolekredsen er baggrund for skolens virke. Skolekredsen består af forældrekredsen samt medlemmer af Syvende Dags Adventistkirken, som har været elev eller barn på skolen eller været forældre til en elev eller et barn på skolen. Fastansatte medarbejdere er medlemmer af skolekredsen. Optagelse af andre skal godkendes af bestyrelsen. Bestyrelsens afgørelse om medlemskab kan indankes for generalforsamlingen såvel af den, bestyrelsen har afslået at optage, som af et eventuelt mindretal i bestyrelsen.  

Stk. 3. Medlemmernes bidrag giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens økonomiske forpligtelser.

Stk. 4. Bestyrelsen kan suspendere og ophæve medlemskabet af skolekredsen. Bestyrelsens afgørelse kan indankes for generalforsamlingen af såvel medlemmet som et evt. mindretal i bestyrelsen.

Stk. 5. Medlemskab giver adgang til på generalforsamlingen at afgive én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 3. Tilsyn Stk. 1. Bestyrelsen har ansvar for, at forældrekredsen udøver det overordnede tilsyn med skolens undervisning i grundskolen. Undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen og forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.   Stk.2. Foruden forældrenes eget tilsyn skal der efter bestemmelserne i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” vælges en eller flere tilsynsførende til at varetage visse nærmere definerede tilsynsopgaver.   Stk.3.  Valg af en eller flere tilsynsførende sker i forbindelse med generalforsamlingen på et særskilt valgmøde. Valget skal gennemføres efter ministeriets bekendtgørelse om valg af tilsynsførende. Det skal af indkaldelsen fremgå, hvem bestyrelsen indstiller som tilsynsførende, idet ethvert medlem på generalforsamlingen eller valgmødet kan foreslå andre kandidater. Ved valg af tilsynsførende kan kun medlemmer af forældrekredsen til elever i friskolen afgive stemme (jf. § 2 stk. 1). Bestyrelsen er ansvarlig for, at det kun er personer, der tilhører forældrekredsen, der stemmer.   Stk.4. Den eller de tilsynsførende afgiver hvert år en skriftlig erklæring til skolens bestyrelse og forældrekredsen. Tilsynserklæringen skal offentliggøres på skolens hjemmeside.

 

4. Skolens drift

Stk. 1. Skolens drift finansieres ved offentlige tilskud og egendækning, f.eks. skolepenge efter lov om friskoler og private grundskoler og lov om frie kostskoler.

Stk. 2. Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.

Stk. 3. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal i passende omfang anvendes til tilvejebringelse af kapital til imødegåelse af underskud og i øvrigt til størst mulig gavn for skolen, f.eks. forbedring af undervisningsmateriale, byggeforanstaltninger og lignende. Bidrag berettiger ikke til andel i skolens formue eller udbytte af nogen art.

Stk. 4. Likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne herom i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om frie kostskoler og lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser)og må ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed over.

Stk. 5. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er herunder ansvarlig for skolens økonomi og drift. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for skolen og sørge for, at der tages skyldige økonomiske hensyn. Likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne herom i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og må ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed over. Bestyrelsen er ansvarlig over for skolekredsen og forældrekredsen. Bestyrelsen er tillige ansvarlig over for undervisningsministeren, herunder for at betingelser og vilkår for ydelse af tilskud overholdes.


5. Generalforsamlingen og valg af tilsynsførende for grundskolen

Stk. 1. Generalforsamlingen består af skolekredsens medlemmer og forældrekredsens medlemmer.

Stk. 2. Generalforsamlingen vedtager i fællesskab med bestyrelsen ændringer i vedtægterne efter indstilling fra bestyrelsen, jf. § 12, og træffer beslutning om skolens nedlæggelse, jf. § 13.

Stk. 3. Ordinær generalforsamling og efterfølgende møde med valg af tilsynsførende for grundskolen afholdes hvert år inden udgangen af september måned. Den indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel i Adventistkirkens officielle organ. Forældre indkaldes dog pr. brev eller mail. Indkaldelsen indeholder mindst følgende dagsorden:

Generalforsamling:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Rektors beretning
  4. Bestyrelsen forelægger det reviderede regnskab til orientering
  1. Eventuelt valg af skolekredsens bestyrelsesmedlemmer og suppleanter (valg foregår i ulige år)
  2. Indkomne forslag
  1. Eventuelt

Valg af tilsynsførende:

  1. På særskilt møde efter generalforsamlingen vælger forældrekredsen tilsynsførende for grundskolen samt i ulige år forældrerepræsentanter for grundskolen til bestyrelsen.

Stk. 4. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen. Eventuelle forslag samt skolens regnskab, som er godkendt i bestyrelsen, kan rekvireres fra skolen senest en uge før generalforsamlingen. Medlemmer af forældrekredsen og skolekredsen, elever, der er myndige, og fastansatte ved skolen har altid ret til indsigt i budgetter, regnskaber og revisionsprotokol, når disse er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstrække retten til indsigt i skolens forhold til andre og fastsætte nærmere retningslinier for indsigt i skolens forhold. Oplysninger omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven kan dog ikke videregives.

Stk. 5. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst 3 af bestyrelsens medlemmer eller mindst 50 medlemmer af skolekredsen ønsker det. Den indkaldes som ordinær generalforsamling sammen med dagsorden.

Stk. 6. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, om ønsket ved skriftlig afstemning. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal fremmødte medlemmer.

Stk. 7. Der føres protokol over det, der foretages og vedtages på generalforsamlingen. Protokollen underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.


6. Bestyrelsens sammensætning

Stk. 1. Bestyrelsen består af 9 medlemmer, hvoraf mindst 2 skal være forældre til elever på skolen.  

Stk.2. Bestyrelsen skal sammensættes af: 1) 2 medlemmer valgt af og blandt forældrene i forældrekredsen til elever i grundskolen, mens 3 vælges af og blandt alle medlemmer i skolekredsen. 2) 4 medlemmer vælges af, men ikke blandt, Syvende Dags Adventistkirkens unionsbestyrelse. Skolen har altså 3 vælgende organer. Valget skal ske under iagttagelse af § 5, stk. 6 om inhabilitet i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og § 7, stk. 2 i lov om frie kostskoler og § 4, stk. 3 i lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser).

Stk. 3. Bestyrelsen bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd.

Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmer valgt af skolekredsen henholdsvis forældrekredsen på generalforsamlingen vælges for fire år ad gangen. Der finder dog valg sted hvert andet år, således at skiftevis to og tre medlemmer afgår. Genvalg kan ske. Ansatte og elever kan ikke via medlemskab af skolekredsen vælge bestyrelsesmedlemmer eller vælges som bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 5. Forældrene skal have mulighed for at vælge mindst én suppleant, som automatisk optages i bestyrelsen, hvis en eller flere forældrerepræsentanter træder ud af bestyrelsen. Syvende Dags Adventistkirkens unionsbestyrelse supplerer selv sine udpegede medlemmer til bestyrelsen. Det tilstræbes, at disse også sidder i perioder på 4 år.

Stk. 6. Det skal af protokolføringen fremgå, hvilke bestyrelsesmedlemmer og suppleanter der er valgt af henholdsvis forældrekredsen, skolekredsen og Syvende dags Adventistkirkens Unionsbestyrelse.  

Stk. 7. Et bestyrelsesmedlem skal øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen, hvis medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne for at være medlem af bestyrelsen. I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af valgperioden.  

Stk. 8. Hvis generalforsamlingens dagsorden indeholder en tillidsafstemning, kan ét eller flere bestyrelsesmedlemmer valgt af generalforsamlingen eller forældrekredsen afsættes af skolekredsen eller forældrekredsen som det afsættende/vælgende organ, såfremt det vælgende organ med almindelig stemmeflerhed vedtager et mistillidsvotum til pågældende. Generalforsamlingens dagsorden skal i disse tilfælde også omfatte et punkt, der muliggør nyvalg af bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmer valgt af Syvende Dags Adventistkirken kan ikke afsættes i funktionsperioden.  

Stk.9. Den anvendte valgprocedure skal sikre, at de to forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer alene bringes i forslag af forældre og alene vælges på stemmer afgivet af forældre. Disse bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes ønske.  

Stk. 10. Medarbejdere og elever ved skolen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen og kan kun deltage i valg af bestyrelsen, når disse samtidig er medlem af forældrekredsen. Skolens rektor og to repræsentanter for personalet kan deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret. Elevrådet udpeger to repræsentanter uden stemmeret til bestyrelsen. Repræsentanterne for personalet og elevrepræsentanten deltager ikke i behandlingen af sager, der vedrører ansættelse og afskedigelse af personalet, samt den enkelte ansattes forhold.                                                                                        

Stk.11. Medlemmer af skolekredsen, der er ansat ved skolen, har begrænset valgret til bestyrelsen. Deres stemme medregnes med højst 25 % af de afgivne stemmer og højst 10% af de stemmeberettigede (skolekredsen). Medarbejdernes stemmesedler skal derfor mærkes. Procedure for optælling vedlægges vedtægterne og underskrives af bestyrelsesformanden. Ansatte, hvis børn er elever på Vejlefjordskolen, har dog fuld stemmeret til bestyrelsen.

Stk. 12. Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark.

Stk. 13. Bestyrelsesmedlemmer er ikke ved udøvelsen af bestyrelseshvervet undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution, forening eller lignende, som har valgt eller udpeget den pågældende.


7. Bestyrelsens arbejde og opgaver

Stk. 1. Bestyrelsen vælger af sin midte formand og næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden, der mindst skal indeholde bestemmelse om, hvordan indkaldelse til møde skal ske. Forretningsordenen optages som bilag til vedtægten. Ved formandens forfald træder næstformanden i formandens sted.  Rektor er bestyrelsens sekretær.

Stk. 2. Bestyrelsen varetager skolens overordnede ledelse samt er ansvarlig for skolens drift, herunder at forvaltningen af de statslige tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om frie kostskoler og lov om private gymnasieskoler, studenterkurser, og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser) og skolens vedtægt, og at den daglige pædagogiske ledelse af skolen varetages af skolens rektor jf. § 5, i lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser).

Stk. 3. Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor. Såfremt bestyrelsen ønsker at ansætte en rektor, som ikke er medlem af Adventistkirken, skal ansættelsen foretages af generalforsamlingen efter indstilling fra skolens bestyrelse. Undervisningsministeren skal godkende rektor. Bestyrelsen ansætter og afskediger de faste lærere og afdelingsledere efter indstilling fra rektor.

Stk. 4. Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.

Stk. 5. Bestyrelsen godkender årsplan og en indholdsplan for det enkelte efterskolekursus, samt godkender en plan for den årlige evaluering af skolens virksomhed på grundlag af dens værdigrundlag.

Stk. 6. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes et retvisende årsrapport i overensstemmelse med gældende regler, og at regnskabet underkastes betryggende revision efter gældende regler, og at revisor vælges af bestyrelsen.

Stk. 7. Bestyrelsen er ansvarlig for, at den del af forældrekredsen der omfatter forældre til elever i grundskolen vælger den eller de tilsynsførende for grundskoleafdelingen og fastsætter retningslinier for tilsynet med skolen, herunder forældrekredsens eget tilsyn.

Stk. 8. Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen indkaldes til et møde i forbindelse med generalforsamlingen, hvor alene forældrekredsen kan foretage valg af den eller de tilsynsførende og valg af forældrerepræsentanter til bestyrelsen.

Stk. 9. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af skolepenge og forældrebetaling for skolefritidsordning. Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om ethvert andet spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om.

Stk. 10. Bestyrelsen underretter Undervisningsministeriet om institutionens nedlæggelse samt de kommuner, hvor de undervisningspligtige elever er hjemmehørende.

Stk. 11. Bestyrelsen holder møde, når formanden eller tre medlemmer finder det nødvendigt.

Stk. 12. Formanden indkalder skriftligt mødedeltagerne til møde og meddeler samtidig, hvilke sager der skal behandles.

Stk. 13. Formanden leder forhandlinger og afstemninger og sørger for, at beslutninger herunder eventuelle afstemningsresultater indføres i en beslutningsprotokol, som opbevares på skolen. Ethvert bestyrelsesmedlem har ret til at få ført sin afvigende mening til protokols. Der udsendes et referat af mødet, som godkendes og underskrives af mødets deltagere på det efterfølgende møde. Formanden er ansvarlig for, at de trufne beslutninger udføres.

Stk. 14. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne herunder formanden eller næstformanden er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens eller ved dennes fravær næstformandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev. Beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom træffes dog ved kvalificeret stemmeflertal. Er et møde ikke beslutningsdygtigt, kan formanden med mindst 8 dages varsel indkalde til et nyt møde med samme dagsorden, ved hvilket der da uden hensyn til de tilstedeværendes antal, kan tages bestemmelse om de spørgsmål til hvis afgørelse det første møde indkaldtes. Herfra dog undtaget beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.

Stk. 15. Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af protokollen, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.

Stk. 16. En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvori væsentlige hensyn til personers eller skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne herunder økonomiske forhold. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 8 om tavshedspligt.

Stk. 17. Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld og kan ikke modtage honorar af skolens midler for varetagelse af hvervet som bestyrelsesmedlem. Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder for medlemmer.


8. Skolens daglige ledelse

Stk. 1. Den daglige pædagogiske ledelse af skolen varetages af rektor, som tillige har ansvaret for skolens undervisning og eksamen i overensstemmelse med Undervisningsministeriets givne bestemmelser.

Stk. 2. Ved rektors fravær udover 1 måned skal der konstitueres en rektor.

Stk. 3. Rektor kan bemyndige en stedfortræder til at foretage retshandlinger, der ligger inden for den daglige ledelse af skolen.

Stk. 4. Bestyrelsen ansætter og afskediger fastansatte medarbejdere og ledere efter indstilling fra rektor.

Stk. 5. Rektor og andre ansatte er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet og kap. 8 om tavshedspligt m.v.


9. Samarbejdsudvalg, pædagogiske råd og medarbejderråd

Stk. 1. Samarbejdsudvalget består af repræsentanter for skolens ledelse bestående af rektor, vicerektor, afdelingsinspektør samt viceforstander og alle medarbejdergrupper på skolen.

Stk. 2. Samarbejdsudvalget er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet og kap. 8 om tavshedspligt m.v.

Stk. 3. Samarbejdsudvalgets udtalelser indhentes i forbindelse med drøftelse af skolens overordnede drift herunder budgetlægning og stillingsopslag.

Stk. 4. Der oprettes endvidere pædagogiske råd for de enkelte skoleafdelinger, et råd for kostafdelingen og et samlet pædagogisk råd.

Stk. 5.1.  Der oprettes et medarbejderråd, der består af rektor og de faste medarbejdere.

Stk. 5.2.  Medarbejderne er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet

og kap. 8 om tavshedspligt m.v.

Stk. 5.3.  Medarbejderrådets udtalelse indhentes i følgende sager:

  1. Ændringer i skolens formålsparagraf og vedtægter.
  2. Forslag til større nybygninger og renoveringer.
  3. Rektoransættelse.
            

10. Regnskab og revision

Stk. 1. Bestyrelsen har ansvar for, at der hvert år udarbejdes et retvisende årsrapport for det foregående regnskabsår inden 15. marts. Årsrapporten opstilles og revideres i overensstemmelse med gældende regler for regnskab og revision af friskoler og private grundskoler og gymnasier og frie kostskoler.

Stk. 2. Revisionen skal være afsluttet hvert år inden den 1. april, hvorefter årsrapporten, bilagt revisionsprotokollat, sendes til bestyrelsens formand. Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive det reviderede regnskab inden forelæggelse for generalforsamlingen til orientering. Medlemmerne skal afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab af bestyrelsen, jf. lovens § 7.

Stk. 3. Regnskabsåret er kalenderåret.


11. Tegningsret

Stk. 1. Bestyrelsen tegnes af formanden og rektor i forening eller en af disse i forening med bestyrelsens næstformand. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura.

Stk. 2. Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves et kvalificeret flertal af bestyrelsesmedlemmernes underskrift, herunder formandens.


12. Vedtægtsændringer

Stk. 1. Vedtægtsændringer kan kun foretages efter beslutning og indstilling fra skolens bestyrelse, efter forelæggelse for medarbejderrådet og skal godkendes af generalforsamlingen.

Stk. 2. Bestyrelse og generalforsamling træffer i fællesskab beslutning om ændringer af vedtægter. Ændringer af vedtægterne skal vedtages med 2/3 flertal. Forslag til vedtægtsændringer kan rekvireres fra skolen 14 dage før en generalforsamling.

Stk. 3. Vedtægtsændringer, som ministeriet skriftligt har pålagt skolen eller som følger af ændringer i ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af bestyrelsen med mindst 2/3 flertal. Skolekredsen herunder forældrekredsen har krav på at modtage orientering herom.   Stk. 4. Vedtægter underskrives af alle bestyrelsesmedlemmer, hvis navn og adresse angives med maskinskrift.


13. Nedlæggelse

Stk. 1. Beslutning om institutionens nedlæggelse træffes på en generalforsamling hvor mindst 2/3 af deltagerne stemmer for, jf. dog stk. 2. Opnås sådant flertal ikke kan beslutningen om nedlæggelse træffes efter mindst 14 dage på en ny generalforsamling med almindeligt flertal blandt deltagerne.

Stk. 2. Uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, kan beslutning om skolens ophør alene træffes af generalforsamlingen. Ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges. Skolekredsen, herunder forældrekredsen, skal som minimum orienteres skriftligt af bestyrelsen om beslutningen om nedlæggelse og om grundlaget herfor, hvis skolen nedlægges.

Stk. 3. Nedlægges institutionen, skal den siddende bestyrelse fungere, indtil den økonomiske afvikling af aktiver og passiver er gennemført eller overgået til behandling i skifteretten eller ved likvidation.

Stk. 4. Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af institutionens aktiver, og for at den økonomiske opgørelse foretages efter gældende bestemmelser, og for at nettoformuen anvendes i overensstemmelse med stk. 5.

Stk. 5. Overskydende midler anvendes med Undervisningsministeriets godkendelse til skoleformål knyttet til Adventistkirken, der støttes i henhold til gældende regler for frie skoler. Såfremt Adventistkirken ikke kan udnytte denne fortrinsret, da til andre skoleformål, der støttes i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om frie kostskoler og lov om private gymnasieskoler m.v., studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser). Det gælder dog ikke i det omfang, hvor det ville stride mod andre økonomiske rettigheder, som er beskyttet af Grundlovens § 73.

Stk. 6. Det påhviler bestyrelsen at give Undervisningsministeriet og undervisningspligtige elevers hjemkommuner meddelelse om skolens nedlæggelse. Bestyrelsen skal orientere ministeriet, hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs, eller der er fare for, at virksomheden må indstilles.  

Stk. 7. Bestyrelsen skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.    

§ 14.  Godkendelse Stk. 1. Nærværende vedtægters bestemmelser om skolens styrelse og økonomiske forhold indsendes til Børne- og Undervisningsministeriet til orientering. Vedtægten skal i ét originalt eksemplar indsendes til ministeriet.    

Revision af vedtægter foretaget efter brev af 16. august 2007 fra Henrik Thorsager, Undervisningsministeriet, brev af 28. april 2009 fra Karen Peytz, Undervisningsministeriet og øvrige ændringer, vedtaget på generalforsamlingen.  

Vejlefjordskolens bestyrelse:

Arn Bjørnsfeldt, formand
Ahornvej 6
4690 Haslev

Ole Kramer, næstformand
Næsset 24
8700 Horsens

Carsten Risager
Ørumvej 60
8721 Daugård

Gitte Bahn Hansen
Knud Hansensvej 19 2tv
6000 Kolding

Kristinn Odinsson
Tranevej 24
8721 Daugård

Mikael Lundqvist
Klosterhøj 22
8840 Rødkærsbro

Poul Spanggaard
Edv. Egebergsvej 31
8600 Silkeborg

Ann-Mari Eskildsen
Gretbjergvej 133
8722 Hedensted

Nina Klokkervoll
Fasanvænget 335, Ullerød
2980 Kokkedal

 

Medarbejderrepræsentanter uden stemmeret:

Bo Brandt Nielsen                                   
Kohavevej 33, Belle                                
7140 Stouby                                            

Kathrine Pedersen
Solvangsallé 40
8700 Horsens

 

Elevrepræsentanter uden stemmeret:

Marlene Christensen
Ewaldsvej 8
8723 Løsning

Cecilie Kalvåg
Harløsevej 256
3400Hillerød

Rektor uden stemmeret:

Holger Daugaard
Tranevej 21
8721 Daugård

Således vedtaget på skolens generalforsamling 24. april 2017.