Vejlefjord Gymnasium – et oplagt valg, hvis du bor tæt på

Hvis du kan lide et godt studiemiljø, hvor alle kender hinanden, og hvor der er en hyggelig stemning, skal du vælge Vejlefjord Gymnasium.

Det må ikke være kedeligt at gå i gymnasiet

Det er hårdt arbejde at blive student, men det behøver ikke være kedeligt. Det må heller ikke være ensomt, du skal nyde at være sammen med andre unge om skolearbejdet. Vejlefjord Gymnasium kan blive rammen om 3 fantastiske skoleår for dig, hvor du bliver klog på alt muligt spændende og bliver det sammen med dine bedste venner.

Du bliver ikke væk i mængden

Alle elever på Vejlefjord Gymnasium kan hurtigt lære navnene at kende på alle andre i gymnasiet. Det giver et specielt sammenhold. I begyndelsen af skoleåret bliver alle rystet rigtig godt sammen på introweekenden, og klasselærerne og gennemførselsvejlederne laver i begyndelsen af skoleåret et forløb, hvor alle bliver fortrolige med hinanden, bliver trygge i klassen, så alle tør deltage i klassediskussioner og ved, at de ikke bliver lukket udenfor.

Faglige udfordringer til alle

Selv om Vejlefjord Gymnasium kun har få klasser, har du alligevel mange muligheder for at sammensætte din studieretning og dine valgfag efter dine interesser. Hvis du er ordblind, får du ekstra støtte, hvis du har brug for det.

Her hjælper vi hinanden – til te og kaffe

I 1. g mødes alle i den ugentlige opgavecafé for at hjælpe hinanden med kommende afleveringer. Men der kommer også altid elever fra både 2. og 3.g. Her er der altid en matematiklærer til stede, for det viser sig hvert år, at matematikken kræver noget ekstra af en del elever. Der er også en eller to andre lærere i caféen, så man kan få hjælp og vejledning i flere fag. Eleverne er gode til at finde sammen i grupper, så man hjælper hinanden med at komme videre, hvis man skulle gå i stå midt i en opgave. Og så er der naturligvis kaffe og te og som regel lidt mundgodt. Det skal nemlig også være hyggeligt at lave sit skolearbejde.

Vi er også lidt skrappe – men på den gode måde

Hvis du er lidt for længe om at få afleveret dine skriftlige opgaver, bliver du bedt om at møde op i opgavecaféen, så du ikke bliver bagefter med dine afleveringer. Det er for at hjælpe dig, så du fastholder dit mål om at blive student, for det er selvfølgelig derfor, du er her.

Lektiecaféen er åben for alle

En aften om ugen er der åben lektiecafé for alle. Hvis du som dagelev ønsker at være med, er du mere end velkommen til at blive efter skoletid. Du kan så spise med i spisestuen helt gratis, for der er ikke noget vi hellere vil, end at dagelever og kostelever lærer hinanden at kende og bliver bedste venner.

Lækker grøn mad hver eneste middag

På andre gymnasier er der rigtig mange elever, der hver dag giver 30 kr. for et måltid. Måske løber det op i 600 kr. om måneden. På Vejlefjordskolen må du spise med hver eneste skoledag. Det betyder, at du får rigtig meget for dine skolepenge. Og du må spise så meget, du vil af skolens lækre grønne mad. Man bliver faktisk helt glad af bare at se salatbaren hver dag.

Flere fritidsmuligheder end andre gymnasier

Almindelige daggymnasier tilbyder også noget i fritiden, men meget få har så mange muligheder, som Vejlefjord Gymnasium. Det skyldes, at efterskolens og kostgymnasiets tilbud naturligvis også er for vores dagelever. Så du skal selvfølgelig dyrke din interesse for musik ved at gå til kor, spille volley eller basket, nyde vores nye kunstgræsbane med GOALSTATION, eller udfordre dig selv i fitness eller på klatrevæggen.

Weekenderne er også for dig

Der foregår altid noget i weekenderne. Hvis der er gang i aktiviteter ved fjord – kom og vær med. Hvis der er LAN-party – kom og vær med. Når der er høstfest – skal du selvfølgelig være med.

Hygge på værelserne

Der hygges rigtig meget på kostgymnasiet. Hvis du lige aftaler det med kostlærerne, må du blive her til ud på aftenen – se en film, spille pool, FIFA, snakke. Der skal selvfølgelig være en god balance mellem fritid og skolearbejdet, men den finder du sikkert hurtigt.

Kom ned ad bakken og besøg os