GenereltLectio

Studieregler

Studie- og ordensregler for Vejlefjordskolens gymnasium og HF

 Ordensregler

Almindelig god opførsel: Du skal generelt opføre dig hensynsfuldt og ordentligt over for både kammerater og ansatte bl.a. ved:

  • At bruge et ordentligt og respektfuldt sprog
  • At vise en adfærd uden larm, vold og mobning
  • At undlade rygning og indtagelse af alkohol eller rusmidler
  • At undlade lyd- og billedoptagelser, der kan krænke andres blufærdighed eller personlige integritet
  • At undlade tilskyndelse/påvirkning til ekstreme holdninger (f.eks. terror eller vold) i strid med skolens værdier

Du skal i øvrigt rette dig efter henstillinger fra både ledelse og andre ansatte. Skolen kan iværksætte sanktioner, hvis almindelige regler for god opførsel ikke overholdes.

For en nærmere beskrivelse af skolens ordensregler: se Vejlefjordskolens elevhåndbog.

Studieregler

Aktivitet: Vi forventer, at du deltager positivt og aktivt i undervisningen.

Mødepligt: Der er mødepligt til al undervisning samt til andre aktiviteter, som skolen afholder i skoletiden, ligesom du er forpligtet til at aflevere alle skriftlige opgaver rettidigt. Der er ligeledes mødepligt til omlagt undervisning (fx ekskursioner, studieture mv.)

For sent: Hvis du kommer for sent, udløser det en hel eller delvis fraværstime. Fraværet registreres af lærerne på Lectio. Hvis man kommer for sent til en time er det læreren der vurdere hvor mange procents fravær det giver.

Registrering: I hver lektion registreres fremmøde/fravær. På Lectio kan du løbende holde øje med dit fravær, både det fysiske og skriftligt fravær.

Undtagelser: Alt fravær fra undervisning og obligatorisk skoleaktivitet registreres af faglæreren, uanset årsag. Eneste undtagelser til dette er, hvis der forud for fraværet er givet besked til læreren om fravær pga. session samt besøg hos gennemførelsesvejleder. Dog tages der hensyn til fravær ved ekskursioner og opgaver, hvor du repræsenterer skolen eller lignende (fx idræt, kor, besøg på skoler, udvalgsarbejde, udvekslingsophold). Skolens ledelse kan godskrive skolerelateret fravær, hvis du ønsker det. Skolen kan dog også pålægge dig at begrænse fravær i forbindelse med disse aktiviteter.

Fraværsregistrering: Planlagt fravær skal meddeles på kontoret enten på forhånd eller på dagen senest kl. 9.00. Ved fravær skal du senest dagen efter fraværet registrere fraværsårsagen på Lectio.

Vurdering: Årsagen er vigtig, da din forklaring er udgangspunkt for ledelsens konkrete vurdering af din forsømmelsessituation. Skolen kan kræve udtalelse fra læge/hospital eller en lægeerklæring som dokumentation for længerevarende eller gentagen sygdom, hvor dit fravær i alt overstiger 3 dage. Udgiften ved lægeerklæring betales af dig.

Skolens procedure ved fravær:

Fysisk fravær fra timerne:

Fravær i et eller flere fag på 5% eller derover medfører samtale med studievejleder.

Hvis fraværet stiger yderligere i et eller flere fag til 7 – 10% medfører det opfølgende samtale hos gennemførelsesvejleder og eller ledelse + en skriftlig advarsel.

Hvis fraværet fortsætter og øges yderligere i løbet af de næste to uger i et eller flere fag, vil studievejleder og ledelse igangsætte sanktioner (se nedenfor).

Manglende afleveringer - skriftligt fravær

Ifølge Vejlefjordskolens studieregler skal skriftlige opgaver afleveres til tiden.

Lige efter hver ferie afholdes der skriveaften for manglende afleveringer – ”Den sorte gryde”. Både kost – og dagelever, der mangler afleveringer, har mødepligt til denne skriveaften, i et anvist lokale på skolen fra 18:30 – 22:00. Skolen kan desuden pålægge eleverne at lave manglende skriftlige opgaver i skoletiden. Fravær i sådanne tilfælde tæller som ulovligt fravær. Eventuelle resterende manglende aflevering(er), ”nulstilles” for den enkelte elev, og den/de afleveringer, der endnu mangler, gives karakteren -3, som tæller med i næstfølgende standpunktskarakterer. Opgaver, der direkte kan indgå som bilag til eksamen, kan ikke nulstilles.

Nulstillingen sker senest 1 uge efter skriveaftenen eller eventuelt pålagte skrivedage.

I tilfælde af, at det er nødvendigt at nulstille 3 eller flere opgaver pr periode, vil dette alene være grundlag for en skriftlig advarsel.

Elever, der er i ”Den sorte Gryde”, kan ikke deltage i fritidsaktiviteter.

Hvis man ikke møder op i ”Den sorte Gryde”, iværksætter skolen sanktioner (se nedenfor).

Både det fysiske fravær og eventuelt manglende afleveringer følges løbende af skolens gennemførelsesvejledere og af ledelsen.

Advarsler

Skolen griber ind over for fravær/forsømmelser. Det beror på en vurdering af det enkelte tilfælde, hvornår skolen reagerer med advarsler og sanktioner.

Mundtlig advarsel: Du kan indkaldes til samtale eller få en anmærkning på lectio, hvis skolen finder dit fravær eller dine forsømmelser problematisk.

Skriftlig advarsel: Ved fortsat fravær/forsømmelser gives en skriftlig advarsel, der er skolens sidste påmindelse til dig om at bringe fraværet/forsømmelserne ned.

Sanktioner

Fortsætter fraværet/forsømmelserne efter en skriftlig advarsel, indkaldes du til en samtale, hvor følgende sanktioner kan iværksættes:

  • Du kan blive udelukket fra konkrete arrangementer eller aktiviteter (sport o.l.).
  • Du kan blive henvist til at aflægge prøve i alle fag på det pågældende klassetrin i det pågældende år (”særlige vilkår”). Årskaraktererne bortfalder i de pågældende fag.
  • Du kan fortabe retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende år. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis rektor træffer beslutning om, at du kan deltage i undervisningen på ny.
  • Du kan blive bortvist i særlig grove tilfælde for en periode eller permanent.
  • Du kan blive frataget retten til SU med begrundelsen "manglende studieaktivitet".

Disse sanktioner kan tilsvarende komme på tale ved tilsidesættelse af ordensreglerne.

Forsømmelser og advarsler opgøres for hvert skoleår. Registrering overføres normalt ikke til det følgende år.

Snyd

Det betragtes som snyd, når en elev afleverer en opgave eller dele af en opgave, vedkommende ikke selv har lavet, eller afleverer dele af en tidligere bedømt opgave i forbindelse med en ny opgave. For at undgå mistanker om snyd til terminsprøver og afsluttende prøver, må der ikke være adgang til sociale medier og online dokumenter.

Snyd medfører:

Første gang snyd konstateres, får eleven en mundtlig advarsel. Snyderiet indberettes af læreren til administrationen, og afleveringen bedømmes til -3 samtidig med, at eleven bliver bedt om at skrive en ny opgave. Karakteren for den nye opgave samt karakteren -3 indgår i vurderingen af termins- og årskarakter.

Anden gang følger en samtale med en pædagogisk leder og en skriftlig advarsel. Tredje gang bortvises eleven fra skolen i 1 uge, hvilket medfører en del fravær fra undervisningen og kan resultere i eksamen i alle fag eller andre sanktioner.

Snyd til eksamen eller terminsprøver medfører:

Øjeblikkelig bortvisning fra den aktuelle prøve, uden mulighed for at få en bedømmelse eller at komme til prøve i samme fag i den pågældende eksamenstermin. Bortvisning kan ske med tilbagevirkende kraft hvis snyd konstateres under bedømmelsen af opgaven.

Mistanke om snyd

Hvis der opstår en mistanke om snyd, har skolen ret til at tilbageholde udstyr (computer, telefon, dokumenter mm.), som kan have være brugt i den forbindelse. 

Mobilpolitik

Det er ikke tilladt at bruge mobiltelefon og ”hørebøffer” i undervisningstiden, med mindre læreren ønsker det i specifikke tilfælde. Mobiltelefoner skal sættes på lydløs og skal opbevares i taske eller lignende – ikke på kroppen. Hvis læreren opdager, at en elev anvender mobiltelefonen i undervisningstiden, kan den inddrages for resten af skoledagen, og eleven er forpligtet til at aflevere den. Læreren afleverer telefonen på kontoret, og eleven kan afhente den der efter skoletid.

Oprykning – gælder kun stx

Oprykning til næste klassetrin er betinget af, at du har fået tilstrækkeligt udbytte af undervisningen. Ved skoleårets afslutning vurderer skolen hver enkelt elevs standpunkt og udbytte af under-visningen.

  • Du har krav på oprykning, hvis du har mindst 2,0 i uvægtet karaktergennemsnit.
  • Skolens ledelse kan nægte dig oprykning, hvis gennemsnittet er under 2,0 - og rektor vurderer, at dit udbytte af undervisningen ikke har været tilstrækkeligt til, at du vil kunne gennemføre det følgende skoleår på tilfredsstillende vis. Den endelige beslutning træffes af rektor, efter at du har haft mulighed for at udtale dig.

HF og karakterer

I HF gives der ikke standpunkt- eller årskarakterer, men udelukkende eksamenskarakterer. Der er ingen regler vedr. oprykning til næste klassetrin. Forudsat eleven gennemfører hele uddannelsen gælder det, at gennemsnittet af eksamenskarakterer skal være minimum 2,0 for at bestå. Hvis eleven ikke gennemfører hele uddannelsen, har vedkommende krav på at få udstedt enkeltfagsbevis for de(t) beståede fag.

Klager

Du - eller dine forældre/værger, hvis du er under 18 år - kan klage over rektors afgørelse mht. iværksatte sanktioner eller nægtelse af oprykning. Klagen skal indgives inden 10 dage og sendes til rektor, men stiles til Undervisningsministeriet. Rektors kommentar til klagen kan med 1 uges frist kommenteres af dig/forældre/værge. Kommentaren vedlægges klagen til Undervisningsministeriet. Klager har ikke opsættende virkning.

Studiereglerne er udarbejdet inden for rammerne af Lov nr. 1716 om de gymnasiale uddannelser af 27. december 2016 samt bekendtgørelsen nr. 1077 af 13. september 2017 om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser.

   

Hd/281117 

 

 

 

 

"Uanset om du er til fodbold, fitness, IT, hest eller hvad dine interesser er, så kan vi tilbyde noget af Danmarks smukkeste natur"
Se vores tilbud og aktiviteter