Børnesyn, Dannelse og børneperspektiv, Leg, Læring og Børnefællesskaber

Hvordan kommer de fem centrale elementer fra det fælles pædagogiske grundlag til udtryk hos os og bliver omsat i vores hverdag sammen med børnene?

 

Børnesyn: Hos os er det vigtigt at der er plads til at lege både med og uden voksen deltagelse. Børnenes egen leg har værdi og er noget helt specielt, da den giver børnene mulighed for at udforske og lære sociale spilleregler og anvende fantasien på egen hånd. Af og til kan dette blive for svært og i de situationer guider og støtter personalet børnene. Fx kan personalet gå ind og være med i legen eller hjælpe med at løse en konflikt, så børnenes leg kan fortsætte.

I tråd med vores kristne værdier er vi meget opmærksomme på at yde omsorg og nærvær for alle vores børn og familier. Vi er af den opfattelse, at hvert barn er skabt unikt, og skal ses som den det er, både som individ men også i det store fællesskab. Vi har fokus på at være nysgerrige på hvad der rører sig i børnene og hjælpe dem med at udvikle sig.

Vi vægter at der er plads til både børnenes frie lege, lege med voksen støtte/tilstedeværelse, samt rammesatte aktiviteter. Vi ser en værdi i at alle børn er forskellige og accepterer det. Fx hvis andre børn spøger om hvorfor ser han/hun sådan ud, hvorfor kan han/hun det eller ikke det? Vores kristne værdier bidrager positivt til vores børnesyn, hvor omsorg og nærvær fylder meget i vores daglige arbejde.  

 

Dannelse og børneperspektiv: Det at følge børnenes egne spor eller ideer er noget vi arbejder meget med. Det er med til at få barnet til at føle, at det har indflydelse. Børnenes ideer har således en værdi, uanset om vi kan udføre ideen i praksis eller den forbliver på ideplan. Børnene har også mulighed for at have indflydelse på de planlagte aktiviteter. Fx når vi har demokratidag, hvor personalet sætter de overordnede rammer for dagen, men børnene selv får lov at vælge mellem de forskellige aktiviteter de kan være med til.

Vi er opmærksomme på forskellige grundlæggende elementer, såsom at behandle hinanden pænt, acceptere at vi alle er forskellige og kan noget forskelligt. Vi skal ikke kun behandle mennesker godt, men også dyr og naturen skal behandles godt. Fx samler vi skrald når vi er på tur og søger for at vores høns og vores hest har det godt.

Vores fokus er at udvikle børn fremfor at fejlfinde. Vi er nysgerrige på hvad der rører sig i børnene og hvorfor de reagerer som de gør i forskellige situationer.

 

Leg: Store dele af børnenes læring tager udgangspunkt i leg. I løbet af en dag, er der både mulighed for den frie leg, samt den rammesatte leg. Det kan være på en gruppedag, hvor personalet har planlagt et forløb eller det kan være i lege, hvor personalet støtter op om relationer mellem børnene. Den rammesatte leg er med til at give børnene gode legestrategier i den frie leg. Ligeledes er den en god måde at hjælpe og øve konfliktløsning. I den frie leg kommer børnenes fantasi ofte tydeligt i spil. Udover fantasien bliver sluppet løs, øver barnet også hvad det har oplevet. Det kan fx være mor/far/barn-lege eller lege hvor store ting i barnets liv kan spille en rolle i legen. Alt det bliver inddraget naturligt i barnets leg som en del af den måde barnet opfatter og håndterer verden og egne følelser på.

Vi er heldige at være placeret midt i den skønneste natur, derfor bliver naturen også flittigt brugt til at lege i. Her kan både sanser, motorik og fantasi få lov at blive brugt.

 

Læring: Læring finder sted i løbet af hele dagen. Børnene lærer gennem leg med børn og voksne, ved voksne som går både foran, ved siden af og bagved barnet. Børnene lærer når de leger forskellige lege, udforsker deres kreativitet i vores kreative rum, tumler rundt og udforsker naturen, samt når de giver plads til hinanden i legen eller hjælper med at trøste en ven som er blevet ked af det. Der foregår ligeledes læring i rutinesituationer som fx at vente på tur, tage tøj af og på, dække bord, vaske fingre mm. De voksne guider og støtter børnene med en bevidsthed om det enkelte barns ’zone for nærmeste udvikling’. Børn og voksne forholder sig sammen nysgerrige på, hvad der foregår omkring os. Hvad er det for et insekt, måske vi kan undersøge det? Hvorfor blev vi uvenner og hvordan bliver vi gode venner igen? En tryg og god relation til en eller flere voksne har således betydning for barnets læring.

 

Børnefællesskaber: Følelsen af at være en del af et fællesskab er vigtig for alle både børn og voksne. Hos os prøver vi at skabe en følelse af at være en del af noget større end os selv, mens vi stadig har fokus på det enkelte barn og dets trivsel. Vi skaber rammerne til at børnene kan være aktive, tage initiativ og føle sig betydningsfulde i fællesskabet med de andre. Det kommer til udtryk ved vores samlinger eller når vi leger sanglege, hvor børnene skal forholde sig til at være i forskellige positioner over for de andre børn. Børnene øver sig i at vente på tur, at være observerende og opmærksomme, ved at se de andre gøre noget foran resten af gruppen, hvor børnene lægger mærke til de andre børn, men også at være den der gør noget foran de andre. Det gælder også når vi tager imod nye børn, at vi alle, både børn og voksne hjælper med at sige velkommen og får det nye barn til at føle sig velkommen. Til samling i vuggestuen synger vi fx en fast navnesang, hvor alle børnenes navne synges med fagter til.

Vi har ikke kun fokus på det store fællesskab men også de små fællesskaber. Det har vi når vi skaber rammer for at danne relationer på kryds og tværs igennem den frie leg eller når vi skaber små rum eller rammer for at lege i lidt mindre grupper.

"Vi har SÅ meget mere at byde på!"
Se skolens andre tilbud