Værdier er vigtige for dit liv


Dine værdier er afgørende for, om du får et godt efterskoleår og for om dit liv lykkes. Vi mener, at følgende værdier er vigtige. Derfor vil vi gennem hele skoleåret tale om dem og forsøge at få dem til at virke for dig og dine venner.

Du skal tage ansvar for, at dine venskaber lykkes

Hvis du skal få et godt liv, skal du blive god til at være en ven, man kan stole på, og du skal aktivt være med til at reparere et venskab, hvis det står i fare for at gå i stykker. Derfor skal du lære:

  • At vennerne er lige så vigtige personer, som du er, og at man derfor skal tage hensyn til andres meninger og følelser.
  • At man selv skal være en god ven, hvis man forventer andres venskab.
  • At man skal tale sandt, være til at stole på, vise respekt for andres ting og altid tale ordentligt til andre og om andre.
  • At tilgive andre, så du kan begynde på en frisk sammen med andre, når det er nødvendigt.

Du skal tage ansvar for, at du udvikler dig både fagligt og personligt

Du er en del af et fællesskab, både i familien, i skolen og i samfundet. Du kan forvente at få noget fra andre, men du skal også give noget til fællesskabet. Derfor skal du lære:

  • At samarbejde både med lærerne og dine kammerater, så du kan opleve fremgang, uanset om det er let eller svært for dig at gå i skole.
  • At deltage i skolens aktiviteter på en positiv måde og være parat til at prøve nye ting.
  • At leve sundt og bruge din krop fornuftigt.
  • At tro på fremtiden og prøve at gøre en forskel i verden.

Du skal have respekt for traditioner og være parat til møde noget anderledes

Andre mennesker kan have andre holdninger end din og din families. Derfor skal du lære:

  • At respektere andres religion, hudfarve, arbejde, økonomi eller måde at leve på.
  • At respektere skolens traditioner, fx hvis der bliver sunget en salme til morgensamling, eller hvis du en weekend går i kirke på skolen.