Galla  - 2016Skærmbillede 2016 04 18 kl. 08.47.44

I lørdags blev det tid til galla. Lars Rechter og Louise Madsen satte festen i gang ved at byde alle gæster velkommen, og derefter blev 3. g’erne, som havde arrangeret hele festen og skulle sørge for at alt forløb planmæssigt, introduceret af lærerne Niels Christiansen og Thomas Boilesen. På trods af at de skulle overtage fra Vibe og Knud Capion, der har introduceret de foregående år, gjorde den yngre generation et hæderligt forsøg, og de klarede det glimrende. Under middagen, som bestod af en masse mini-mad til forret, bl.a. minipizzaer, minipandekager og minibrød, schnitzler mm. til hovedret og chokoladekage, is og frugt til dessert, blev der uddelt priser til vinderen inden for nogle forskellige grupper. Derudover var der også den sædvanlige quiz, hvor der blev vist babybilleder af 3.g’erne og folk skulle gætte hvem der var hvem. Endvidere blev der vist en lille musikvideo, som drengene havde stykket sammen på drengeweekenden; en interessant udlægning af den originale musikvideo til ”Call Me Maybe”.

Efter maden blev der danset Les Lanciers. De fleste deltog og selvom nogle havde mere styr på det end andre, kom ingen til skade. Der var også brugt både tid og kræfter på at lave en film, som vi fik lov til at se. Den var imponerende lavet og utrolig underholdende. Hele 3.g årgangen optrådte også med en sang, og igen i år, var galla en kæmpe succes. 

Har du lyst til at se flere billeder fra aftenen så klik her